Dette er til et mykt menneske med øyne som så meg. Og som jeg ikke satte pris på, da hun så meg. Jeg tror året var 2007, like før en lang periode med sondeernæring. Sykepleieren som jobbet der jeg var tvangsinnlagt, ville jeg skulle spise. Hun ville jeg skulle ha det bedre. Hun viste det med å se, men jeg klarte ikke å se det gode.
Synet hennes, blikket på meg, inn i meg, viste hun gjennom en konkret handling. Av omsorg, et bitte lite forsøk på det minste av næring. Hun gav meg en blå serviett, brettet sammen som en gave. Inni gaven, lå en mandel. Den ville hun gi meg. Den ville hun jeg skulle spise.
Jeg spiste ikke mandelen.
Jeg var sint også. Hun dobbeltkommuniserte, hvis en mandel var det jeg skulle spise, ville jeg jo aldri kunne leve. Om jeg bare kunne få en mandel å spise. Om det ville være bra nok, ville jeg dø. Skulle jeg dø?
Men i dag, så mange år etter, kjenner jeg øynene hennes. Forstår desperasjonen. Føler håpet hennes, som kanskje svant. Kanskje kan jeg tenne håp til jul. I sånne hjelperes øyne. Så de ikke mister gnisten til å fortsette å hjelpe.
Hun ønsket jeg skulle spise. Leve. Jeg skjønner det. Jeg vet det. Det er demonene i hodet, som snakker på gresk og villeder en anorektiker og omsorgen som er god kan bli misforstått, fortolket og forvridd.
aspergerinformator.com 